Billedet er lånt fra:
http://www.dawn-productions.com/as-i-see-it/the-quieter-you-become-the-more-you-can-hear-ram-dass/

 

Det er magisk at være stille med sig selv. Og en smule skræmmende.

Tit spørger vi venner, familie, kæreste og kollegaer til råd i en given situation, men vi glemmer, at vi kan finde svarene i os selv. Hvis vi tør at være stille og lytte til, hvad der kommer op, får vi et svar, der er det helt rigtige for os. Nogle gange kan dette svar føles som: “AHA! Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?” men andre gange vil du føle modstand og tænke: “Det tror jeg ikke. Hvad mon de andre vil tro om mig?”

Men en ting er sikkert – du kan være sikkert på, at det svar, du får, når tillader dig selv at være stille – uden mobil, facebook, instagram, internet, mail, kaffe, sukker, musik, film, andet der kan distrahere dig – er det sande for dig.

Denne weekend (d. 21-23. november) har jeg brugt på en workshop, hvor vi skulle være stille med os selv det meste af tiden. Selv pauserne og under frokost og aftensmad var silent breaks. Ingen snak, bare sidde og være med dig selv.

Nogle vil finde det udfordrende, jeg fandt det helt befriende. Jeg skulle – jeg MÅTTE – ikke bruge energi på smalltalk, jeg skulle bare være i min egen lille bobbel. Om der dukkede en masse gamle følelser og oplevelser, jeg bare havde gemt væk i en sort sæk? J E P.

Vrede, tristhed, ensomhed, jalousi, tristhed, glæde, visdom, forståelse, empati.. Jeg var igennem hele følelsesregistreret. Og det var fedt.

Min hverdag har været fyldt med distraktioner – arbejde, mobil, iPad, computer, mail, facebook, musik, bøger, firma, coaching. Jeg har haft mellem 5-10 minutter om dagen, hvor jeg har været stille med mig selv. I denne weekenden var jeg stille med mig selv flere timer.

Jeg fik grædt, jeg fik grint, jeg fik tilgivet, jeg fik skreget af vrede i 10 (!!) minutter, jeg fik accepteret – og jeg fik mærket det hele. Med kroppen ikke bare med hovedet.

I måneder, år havde jeg gemt min vrede og sorg væk, så den var voldsom at mærke. Det gjorde ondt, det sitrede i hele kroppen, tårerne løb ustyrligt ned ad mine kinder.. Men det var dejligt – det var som en kæmpe forløsning af en masse skidt, der havde hobet sig op.

At mærke en tilgivelse – både af min selv men også af en anden. Ikke bare sige “Jeg tilgiver dig” men faktisk mærke det. Det var, wow, en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

At indrømme at jeg ER værdig, elsket, uimodståelig, yndig, fin, passioneret, en inspiration for andre, romantisk, sexet , hel og god nok. Men jeg ER også egoistisk, afhængig af andre, uansvarligt, jaloux, usikker, bange og lille. Jeg er det hele, og det er okay.

Nu har du hørt lidt om min oplevelse, så nu kunne jeg godt tænke mig at høre din – Hvornår har du sidst været stille med dig selv en halv eller hel dag? Hvad skete der? Hvilke svar kom til dig? Hvad følte du?

Hvis du vil læse mere om det kursus, jeg var på, så besøg Pernille Melsteds hjemmeside:
http://pernillemelsted.com